Kære Helga.
Det har taget lidt tid at finde sig selv efter vores dejlige tur til Jordan. Som du /I kan læse af min udførlige beretning, der er vedhæftet denne mail, så har det været en fin tur, og vi har været godt tilfredse med arrangementet. Alt klappede fint… vi blev mødt af rejserepræsentanten i lufthavnen, der også var der, da vi skulle afrejse, og vores chauffør/guide, Amjad, levede på alle måder op til forvetningerne. Han var sød og behagelig og kørte pænt og forsvarligt, og han var os på alle måder behjælpelig, hvad enten det gjaldt ekstra ærinder med indkøb eller forslag til spisesteder. Han havde sågar købt fødselsdagsgaver til mig på min fødselsdag, og selv om Mie havde haft en finger med i spillet, så havde han arrangeret det så fint for mig på dagen med middag med levende musik på et hyggeligt sted i Petra. Alt er gået så godt, og det uheld, jeg havde, er jo kun min egen skyld, eller et uheldigt tilfælde. Vi vil da helt sikkert både anbefale Jer til andre (og Jeres navn er jo med i min rejseberetning, der allerede er sendt ud til hele min vennekreds nu), og det er bestemt ikke utænkeligt, at vi kunne finde på at benytte Jer igen. Sudanrejsen, som vi først havde kig på, ville vi stadig være interesserede i, hvis ikke den var blevet så dyr på grund af alle de tillæg, – den skal meget længere ned i pris, hvis det skal være aktuelt! Jeg/(vi) har to anker: Vi havde meget bøvl omkring indtjekning på både ud- og hjemturen, da vi ikke havde boardingkort til hele strækningen, som man normalt får det. I Geneve løb vi rundt for at finde stedet, vi skulle tjekke ind, og det var ikke helt nemt at finde det. På hjemvejen var den gal igen i Amsterdam, hvor skranken ikke åbnede på det tidspunkt, der stod opført, så vi spildte igen tid med at rende frem og tilbage med uforrettet sag. Vi vil begge foretrække at få vore bordingkort for hele strækningen på én gang, så hvis det ellers er noget, I har indflydelse på, kan det gøres bedre. Og så har jeg iøvrigt opdaget, efter vi er kommet hjem, at det ser ud til, at mine bonuspoint i British Airwais Executive Club, som Royal Jordanian er partner i, alligevel ikke er registreret, som det var blevet lovet, at I ville tage Jer af inden vores afrejse? Jeg har efterfølgende forsøgt at gøre det, men det kan kun lade sig gøre, hvis man faxer oplysningerne til dem, hvilket jeg ikke har mulighed for! Men ellers tak for et godt arrangement og de venligste hilsner fra Susse Lillesøe
Så har jeg atter været på eventyr, – denne gang en 9 dags rundrejse fra nord til syd i Jordan med min veninde, Mie. Jeg var i Jordan for 13 år siden i forbindelse med rundrejsen i Irak et halvt år før krigen, der afsatte Saddam Hussein, men det var blot nogle få dage, idet vi kun besøgte Amman, Mount Nebo og selvfølgelig Petra, men landet har jo meget mere at byde på, og Mie havde aldrig været der. Vi havde først kigget efter helt andre rejsemål, men de rejser, vi havde udset os, var enten udsolgte eller aflyste. Et besøg på årets rejsemesse i Øksnehallen for inspiration bragte os i forbindelse med det svenske rejsebureau Orientenrejser, der havde en spændende rundtur i Sudan. Men efter at have arbejdet lidt på at komme dertil, måtte vi erkende, at den blev for dyr med de mange uforudsete tillæg og afgifter, der pludselig dukkede op, så vi endte med at lade det samme rejsebureau arrangere vores Jordanrejse istedet,- og til en mere overkommelig pris.
Vi fløj over Zurich og Geneve med SAS og Royal Jordanian og landede i Amman om aftenen d. 20., hvor vi blev modtaget af en agent samt vores chauffør/guide resten af ugen, en ung mand ved navn Amjad. Efter middag på en restaurant blev vi kørt direkte til hotellet i Amman for en god nats søvn. Næste dag havde vi allerede en lang sightseeingdag foran os, idet vi, med Amjad ved rattet, skulle se de vigtigste seværdigheder i Amman samt den store romerske ruinby nord for Amman, Jerash, samt byen Ajlun. Vi startede med at køre op til Citadellet, der ligger højt og flot på en af Ammans 7 høje (der er vistnok i alt 13), og der var en storslået udsigt ned over byen og det romerske amfiteater samt et interessant arkæologisk museum. Vi mødte en skoleklasse med deres lærere fra Nazarine skolen, som var en kristen skole med både muslimske og kristne elever, og jeg tror, den ene lærerinde var af jødisk afstamning. Deres lærere fortalte os, at de alle lever i fred med hinanden, hvilket også var det índtryk, vi i det hele taget fik i Jordan. Der var en fredelig og afslappet stemning, og man følte sig aldrig utryg. Vi fik også at vide undervejs på vores rejse, at Jordan faktisk er det sikreste mellemøstlige land at rejse i for tiden. ISIS er heldigvis endnu ikke kommet dertil. Befolkningen er venlig, imødekommende og hjælpsom, – dog undrede vi os alligevel over, hvor tildækkede kvinderne var. Udover, at stort set alle (undtagen de få kristne), havde tørklæder på, så var der usædvanligt mange, der havde hijab og helt tildækkede ansigter, men det har nok været saudier, da landet jo grænser op til bl.a. Saudi Arabien.
Efter citadellet kørte vi ned til det romerske amfiteater, der var en stejl omgang at komme op og ned fra, men i tilslutning hertil var også et interessant folklore museum, som vi nåede at besøge, inden turen gik nordpå til Ajlun, hvor vi skulle se en stor fæstning og spise frokost, inden vi endte ved de store, romerske ruiner i Jerash. Da var det ved at blive halvmørkt, så med en lokal guide som assistance, hastede vi igennem området, mens han snakkede som et vandfald. Der var rigtig meget at se: Hadrians triumfbue, en lang gade, en kolonnade af søjler, som stod i en ovalcirkel og flere templer og kirker, da byen Jerash har haft sin storhedstid i adskillige århundreder både før og efter Kr. f.. Vi gik og gik vist mange kilometer den dag.
Den følgende dag kørte vi sydpå fra Amman efter først at have besøgt en interessant moske, vi havde set et billede af i vores guidebog og insisterede på at se. Abu Darweesh Mosque lå på en af de mange bakketoppe og så mystisk og anderledes ud med sit sort- og hvidstribede murværk og mønstre på kuppel og minaret. Det var en dervishmoske, så lidt mystisk har den jo nok også været, men vi kunne desværre ikke komme indenfor. Amjad forsikrede os dog om, at den ikke var lige så speciel indvendigt, som udvendigt, for han havde været derinde. Vi fortsatte til Madaba, som er kendt for sine byzantinske mosaikker, der har været på gulvene under huse og kirker og først sent er blevet genopdaget ved udgravninger. Derfra kørte vi til Mount Nebo, som ligger højt og flot med en imponerende udsigt. Her menes Moses at have været, og legenden siger også, at han døde her. Også her var der romerske mosaikker, der var delvist overdækkede, men kirken var under renovation, så den kunne vi ikke komme ind i. Vi besøgte et nærliggende mosaikværksted, hvor vi så arbejdet med de fine mosaikker, der bl.a. blev til runde haveborde. De var fantastisk smukke, men desværre umulige at betale da de var sindssygt kostbare, – det havde ellers ikke været tosset at have haft sådan et med hjem til Sølager! Sidst på eftermiddagen nåede vi frem til vores hotel ved Det døde Hav og nåede lige akkurat ned til stranden og få et bad i det salte vand, inden stranden lukkede kl. 17, da det blev mørkt ved den tid. Vi spiste et kedeligt måltid i hotellets bar og morede os derefter med at hærge hotellets turistshop, der havde mange sjove ting. Mie og jeg købte hver et sjal i smukke farver, og Mie forærede mig en fødselsdagsgave, som jeg selv valgte: Et originalt og sjovt salt/pebersæt bestående af en kamel med en beduinmand og en tilsløret kvinde (salt- og peberbøsserne) på en saddel.
Næste morgen blev jeg vækket af Mie med fødselsdagssang og fyrfadslys, og vi tog os god tid med en morgendram på værelset, inden vi indtog morgenmaden på hotellets terrasse med udsigt over havet mod Israel og med alverdens katte omkring os. Der var i det hele taget mange katte i Jordan, og de blev godt behandlet. Allerede i Amman havde vi en sjov oplevelse, idet der inden for indgangsdøren på det store Cham Palace Hotel, sad en lille bitte, helt uanfægtet killing, på trods af den megen trafik ind og ud ad dørene. Det var hotellets maskot, og moderen så vi også. De blev fodret godt med madrester fra hotellet, led ingen nød og var nemme at komme til og helt tamme.
Efter morgenmaden ved Det døde Hav, skrev jeg kort mens Mie havde fået en massagetid, og knapt havde hun forladt bordet, før en af kattene sad deroppe og labbede resten af fløden fra flødekanden i sig. Det sjovt ud! Ved Det døde Hav mødte vi i øvrigt den første af de meget få danskere, vi overhovedet så i Jordan: En enlig mand, der åbenbart tilbagevendende rejste hertil for at få behandlinger for en hudsygdom. Det er da også en helt speciel oplevelse at bade i Det døde Hav, hvor man flyder ovenpå som en korkprop på grund af det voldsomme saltindhold. Jeg huskede det fra dengang for mange år siden, hvor jeg prøvede i det i Israel. Denne gang skulle vi også prøve at smøre mudder på kroppen. Der stod en stor tønde, til fælles afbenyttelse, på stranden. Man tog blot en stor håndfuld og smurte det på huden, og så størknede det hurtigt, når man sad i solen, og man lignede en elefant med runken hud. Efter en tur i vandet var det lige til at gnide af, og bagefter kunne man skylle sig under brusere, da saltet jo sved, hvis man beholdt det på bagefter. Jeg synes, man havde en skøn fornemmelse i huden bagefter og følte sig dejligt afslappet. Vi havde hele formiddagen til kl.12 til at hygge os med badning, men den blev alligevel 13, før vi kom af sted, da Amjad kom og hentede os. Men det er fordelen ved at have privatchauffør: Det er os, der bestemmer, og der sidder ikke en hel gruppe og venter på os, hvis vi er sent på den eller hellere vil bruge lidt længere tid et sted.
Vi skulle nu have besøgt korsridderborgen Kerak, men der viste sig, ifølge Amjad, at være problemer derude, idet der var opstået et lokalt oprør af stammer, der bekrigede hinanden, så han havde fundet en alternativ borg til os: Den afsides beliggende fæstning, Shobak. Vi kørte og kørte ad øde strækninger, men borgen, hvortil vi måtte tage det sidste stykke til fods, var absolut et besøg værd, dels på grund af den flotte udsigt, dels på grund af den lille souvenirshop uden for porten, hvor vi blev overdænget med gaver, da ejeren fandt ud af, at jeg havde fødselsdag. Jeg fik en halskæde og en turkis sten, efter jeg havde købt et par antikke øreclips. Borgen var fra 1100tallet, og havde været besat af bl.a. Saladin.
Vi ankom sent til Petra, hvor vi havde hele næste dag til at udforske stedet, som er den største seværdighed i Jordan, men om aftenen skulle vi jo ud at spise min fødselsdagsmiddag, efter vi havde tjekket ind på hotellet. Jeg fik allerede der min første overraskelse, idet Amjad fremdrog en kæmpestor æske til mig, – en fødselsdagsgave! Den viste sig at indeholde en fin, beigefarvet poncho og et tørklæde, og jeg tænkte allerede dér: Hvordan i alverden skal jeg få plads i kufferten? Men tanken var sød og overraskende, og det viste sig jo, at Mie havde været i ledtog med ham, så udover gaverne, havde han fundet et herligt sted til middagen. Et lille, lokalt backpackerhotel ved navn Valentine Inn med en hyggelig atmosfære, og i tilslutning til den lille lobby var der et siderum, hvor et bord var dækket til middag. Her skulle vi sidde sammen med de andre hotelgæster og spise buffetmad, som bestod af lækre, lokale retter og ikke den kedelige hotelmad, vi havde spist aftenen før. Der var også sørget for, at vi kunne få vin til maden, hvilket man ikke kunne andre steder, hvis der var tale om lokale spisesteder. For at det ikke skulle være løgn, kom der også lokale musikere, så jeg måtte op og danse, hvilket vist overraskede lidt. Amjad sagde i hvert fald næste dag:” Det var jo meget arabisk danset”, og jeg måtte forklare, at jeg dyrkede mavedans hjemme. Vi havde en hyggelig aften og fik snakket med de andre gæster ved spisebordet, hvoraf der var flere forskellige nationaliteter, der rejste alene rundt, bl.a. en hollænder, der næste dag hyrede Amjad for en dag, fordi vi skulle alene ud i Petra med en lokalguide, og en japaner, som vi udvekslede mailadresser med i tilfælde af, at vi kommer til Japan en dag.
Den følgende dag havde vi hele dagen på egen hånd i Petra med lokalguide. Vi blev hentet ved indgangen af Samir, – en humoristisk ung fyr, der talte et glimrende engelsk, og så begyndte turen ind i gennem slugten, eller Siq’en, som den lange, snævre kløft hedder. Efter en lang tur øjner man for enden pludselig ”Skatkammeret” – den berømte rosafarvede facade, som er hugget ind i klipperne og brugt i flere eventyrfilm. Petra har været nomadefolket nabatæernes hovedstad og havde sin storhedstid fra et par århundreder før til et par århundreder efter Kr.f., men det har eksisteret endnu længere tilbage, og siden har det også været under romerne, og der er, udover klippegravene, også fundet kirker samt utallige udhuggede klippehuler. Det har været et knudepunkt for handelsruter og har været beboet af mange tusind mennesker, men pludselig blev stedet forladt og sandede til, indtil det ved et tilfælde blev fundet af en opdagelsesrejsende i 1800tallet. Siden har det været beboet af lokale beduiner, der har besat hulerne. Nu er de stort set alle flyttet derfra, men det er ikke mange år siden, de stadig boede der. I en af turistboderne undervejs kunne man købe en bog, skrevet af en New Zeelandsk kvinde, der på sin rygsækrejse i halvfjerdserne var faldet for en beduin og havde giftet sig med ham og levet der og fået børn, indtil hans død for nogle år siden. Bogen måtte vi selvfølgelig have, begge to (- jeg er så småt begyndt på den i flyet hjem, – den starter lovende). Da vi havde set det meste og manglede den lange gåtur op til det fjerneste punkt, ”Klosteret”, forlod Samir os, og vi fortsatte alene opstigningen. Det var en hård tur, vil jeg ikke lægge skjul på, for mit bentøj er jo ikke, hvad det har været, men jeg klarede opstigningen, og vi sad lidt og nød en kop kaffe og udsigten til klosteret, som også er en indhugget facade i en klippe, og jeg skrev et par postkort, mens Mie gik et stykke videre opad til et udsigtspunkt, som jeg havde set for 13 år siden. Derefter gik vi nedad igen. Da vi var næsten fremme ved udgangen, var jeg så træt, at jeg dårligt kunne løfte benene, og så skete det, der ikke måtte ske: Jeg faldt over en sten og faldt så uheldigt forover, at jeg slog hul på mit ene bukseben, knæet og en albue og lagde mig ned over mit kamera, som jeg knækkede, og samtidig trykkede jeg mine ribben godt og grundigt! Av,av, – det gjorde ondt og blodet flød i stride strømme, så vi måtte ind på et toilet og vaske sårene så godt, det lod sig gøre. Hjemme på hotellet fik jeg kasseret bukserne og renset sårene og bikset noget plaster på. Næste dag fik vi købt noget bedre, vandskyende plaster, der fungerede perfekt resten af turen. Værst var dog ribbenene, som gjorde afsindigt ondt, så jeg spekulerede på, om de var brækkede? Jeg havde heldigvis noget smertestillende med, men det plagede mig resten af turen, når jeg skulle op og ned af en stol, seng eller ind og ud af bilen. Værst var det dog med kameraet, hvor linsen sad ubehjælpeligt fast, og hele kameraet var trykket skævt. Mærkeligt nok kunne jeg skrue den lange zoomlinse på og få taget det sidste billede på filmen og spole den tilbage og få den ud af kameraet, så noget siger mig, at det måske kun er linsen og ikke resten af kameraet, der har taget skade? Jeg kunne nemlig godt få kameraet til af focusere med zoomlinsen. Vi får se, hvad der kan gøres…?
Heldigvis har jeg altid mit ”nødkamera” med, når jeg rejser, da jeg har erfaring for, at der ofte sker et eller andet (i Mellemamerika sidste år gik kameraet i udu på grund af fugten men kom sig, da det tørrede). Vi havde jo overstået de vigtigste seværdigheder nu, og jeg klarede mig fint med det lille kamera på den sidste del af turen.
Mie har skridt- og kilometertæller på sin telefon, så hun kunne se, at vi havde gået 18-19 km i Petra, hvilket jeg var ret imponeret over, at JEG havde klaret, trods alt. Jeg er jo ikke i træning med at kunne gå langt, så det var vist ”godt gået”! Dagen efter kørte vi fra Petra, og jeg undrede mig endnu en gang over den by, der er blevet bygget op omkring ruinområdet. Da jeg var der sidst for 13 år siden, var der stort set intet andet end et par bygninger og et hotel. Det var lidt køligt og meget blæsende til en forandring, men vi skulle i dag til Wadi Rum, den store ørken, hvor der ventede os en jeeptur (på ladet i susende fart) og senere omstigning til kamel, så vi havde lidt mere tøj på end de andre dage. På hver sin kamel, ført af en kameldriver, red vi en halv times tid gennem et flot ørkenlandskab, som har været brugt i filmen ”Lawrence of Arabia”, og blev atter samlet op af vores jeep og kørt til en camp, hvor vi fik en dejlig frokost. Sidst på dagen ankom vi til vores sidste bestemmelsessted, Aqaba, i den sydlige del af Jordan. Det er en badeby, og man kan se til både Israel, Egypten og Saudi Arabien over Det røde Hav. Vi nåede lige en dukkert i det indbydende hav inden det blev mørkt og tog så shuttlebussen ind til byen for at spise (vi boede jo ved stranden uden for byen). Spiste dejlig fisk på en anbefalet restaurant, inden vi kørte retur til en lang, velfortjent nattesøvn. Hotellet, vi boede på var i øvrigt noget af en russerghetto. Det var næsten udelukkende befolket med russere, der festede og larmede hver aften ved hotellets pool, som vores altan vendte lige ud til. Vi mødte dog ved morgenmaden et hyggeligt, norsk ægtepar, som vi snakkede med flere gange, mens vi var der. Vi havde jo to hele dage i Aqaba, og allerede dagen efter vi ankom, havde vi fået booket en båd med glasbund, som skulle sejle os ud til et område, hvor vi kunne snorkle. Vi så fisk og vragdele under glasbunden men blev sejlet videre til et sted, der hed ”Japanese Garden”, hvor der var koralrev og dermed mulighed for at se mange fisk. Der var et godt stykke at svømme fra båden, og det var første gang i mange år jeg atter havde en snorkel på, men under Mies vejledning fik jeg atter langsomt styr på det igen, og dagen efter kunne jeg være længe under vandet ad gangen, så det er et spørgsmål om at vænne sig til det igen. Vi så mange flotte, farvestrålende fisk, – de var dog ikke så store. Jeg havde medbragt et éngangs-undervandskamera og er spændt på resultatet, når billederne bliver fremkaldt. Næste dag snorklede vi blot fra vores strand, men også der var der koralrev, og vi så bl.a. de smukke og særprægede løvefisk med de lange strittende finner. Lige før jeg skulle op af vandet for sidste gang, så jeg en rokke, der lå og gemte sig på bunden!
Alt får en ende, og desværre også denne tur. Lørdag d. 28. blev vi hentet 5,30 om morgenen af Amjad og kørt den lange vej til Amman, hvorfra vi fløj hjem, med skift i Amsterdam. Forinden var gået en nervepirrende nat med at få badetøjet tørt og få plads til alle indkøb og pakkenellikker og lukket kufferter. Vi havde for meget håndbagage, hvilket blev påtalt i Amsterdam, men vi slap med skrækken og fik lov at have det med os i kabinen! Hvad man dog ikke slæber med sig…sten og kviste med saltklumper fra Det døde Hav, og Mie havde købt en sjov lille skammel, jeg havde købt en arabisk kaffekande, og derudover var der alle smykkerne, vi hver i sær havde fundet, og ikke mindst mine fødselsdagsgaver, hvor især sjalet fyldte alt for meget. Nå, det endte jo godt, og vi havde en hyggelig tur. Det var dejligt at gense Jordan, og jeg blev klar over, at jeg i virkeligheden ikke havde fået set ret meget, da jeg var der første gang for 13 år siden.
